Bobbi Jene – ****

Hvor langt skal man gå for at udtrykke sig kunstnerisk? Hvornår bliver anstrengelse til nydelse, og hvad må man ofre på kunstens alter?

I Elvira Linds både stærke, men også let famlende dokumentar, er det disse enorme spørgsmål, der er på spil for danseren Bobbi Jene. Da vi møder hende, har hun boet i Israel i ti år som danser i et stort, anerkendt dansekompagni, og netop taget beslutningen om at rejse tilbage til USA. Bobbi Jene er 30 år, føler sig stadig lettere uforløst som kunstner og skal nu rive sig selv op med rode igen, og er samtidig nyforelsket i en ti år yngre danser, der netop er kommet til kompagniet. Han spejler hendes udvikling.

Instruktøren har fulgt Bobbi Jene tæt over lang tid, og de er blevet veninder. Det er på samme tid filmens styrke og svage punkt. Vi er med hende, hun er i fokus, når hun slider sig frem til en ny form, et nyt værk, der efterlader publikum berørt og udmattet. Men vi kommer ikke for alvor tæt på, hvor det hele kommer fra.

Fokus er på selve bevægelsen, ikke dens udspring eller proces. Hvorfor hun følte det nødvendigt at rejse fra sit udgangspunkt, og nu igen tilbage? Hvordan kom dansen ind i hendes liv? Hvad er hendes projekt? Bobbi drager blikket, når hun danser, både solo og med de andre, hun er ikke en diva, men en slider. Med voldsomme, hidsige bevægelser, små kontrollerede ryk. Altid med kraft og sårbarhed bag.

Vi ser, hvor fremmed en fugl, hun er blandt sin helt almindelige amerikanske familie; hører at hun har haft en spiseforstyrrelse; vi ser hendes bomstærke krop slide, svede og slås med sig selv. Vi kan mærke noget, men vi kommer det ikke nærmere, end da Bobbi Jene interviewes i forbindelse med et grænseoverskridende værk, hun opfører på Israel Museum. Hun vil udmatte sig selv, indtil hun ikke længere har et forsvar og bevægelserne er uden filter.

De helt svære spørgsmål stilles ikke, fordi det måske bliver for brutalt, når kroppen også blottes og bruges. Og måske kender Bobbi Jene heller ikke svarene selv. Filmen bliver blufærdig på hendes vegne. Men fordi vi følger hende som en skygge i netop denne del af hendes liv, er vi med i soveværelset, backstage og i arbejdet med at finde sig selv og skabe. Vi er med hende i bevægelsen, også den følelsesmæssige. Men vi får ikke sammenhængene, hverken i fortiden, i Israel eller i det nye dansemiljø i USA. Med og uden kærligheden, kunsten.

Hun er frit svævende, og en stærkere sammenhæng og et mere konsekvent filmsprog havde både løftet Bobbi Jene og forankret hende. Men måske er det bare sådan. Et nu, en bevægelse, og så videre.

Leave a Reply