Kvinder er så provokerende.

Det er heller ikke fair. Jeg tog hele to pressevisninger sidste fredag; først en ret skøn film om grænsesøgende ungpigesexualitet. Derefter en anden, vildere og skøn film om grænsesøgende ungpigesexualitet. Og der var verdener til forskel.

Lad mig lige kort forklare, hvordan pressevisningerne foregår; ofte kl. 9.30, god varm kaffe (og hvis man er heldig; en croissant). Jeg kom anstigende med kuffert, skulle til Horsens, og var måske lidt langt fra det lidt sarte sted man som anmelder ofte befinder sig, når man ser stærke film på et tidspunkt, hvor solen er knaldskarp og dagen endnu er sprød.

På det tidspunkt plejer jeg i hvert fald at være lidt mere modtagelig og åben.

Mens den første film var glimrende på rigtigt mange måder, så var det immervæk den anden, der gjorde mest indtryk på mig. Det var måske ikke mærkeligt, for ’Vådområder’ er en ret voldsom film med sin insisteren på at tale om og undersøge kropsåbninger, sekreter ud fra en kvindelig optik, vi ikke har set meget til.

Som jeg skriver i min anmeldelse, så er det stærke sager. Men det er samtidig fedt. Alene fordi det ikke er hverdagskost at se kvinder på den måde. Vi nærmer os det i komedier som ’Bridesmaids’ og ’The Heat’; kvinden der ikke er bange for at være grim og til grin.

Jeg skiftevis krympede mig i sædet, holdt mig for øjnene, gispede og lo højt. Så på den måde var filmen også en fysisk oplevelse. De mænd, der sad ved siden af mig, var stille, den ene noterede lidt. Og vores indtryk af filmen var og ret forskellige, hvilket var tydeligt i anmeldelserne. Adwr var reaktionen fra mændene.

Pakket halvvejs ind i kritik af filmen, men dybest set handler det også om, at de ikke ser, at klamheden har en pointe – og at det er en glimrende modvægt til de skildringer af kvinder vi som regel får serveret i popkulturen.

Jeg siger ikke, at de samme typer mænd argumenterer for Hooters-æstetik på burgerrestauranter og kalder det kvindens eget valg – men jeg siger måske at de har svært ved at goutere valget af klamhed hos kvinder?

Ja, filmen er ulækker. Men den er også fin. Ja, hun er for meget, hovedpersonen – men det må hun jo godt være. Jeg syntes det var mere end befriende.

Her har vi en ung kvinde, der ikke får en makeover, der tager kanten af hende. En af mine yndlingsfilm er ’Breakfast Club’, men det har altid irriteret mig grusomt at Ally Sheedys figur (som Helen i ’Vådområder’ minder utroligt meget om) skulle smukkeseres og gøres ufarlig til sidst.

Helen udforsker sig selv uden skelnen til hvad andre synes. Hun føler sig ikke sygelig eller offerliggjort, men glædes over sig selv og sin krop. For sin egen skyld. Breakfast-Club-Ally_610

Men af en eller anden grund så bliver mange mænd frygteligt provokeret af det. Ikke når andre mænd gør det, så er det bare cool, men kvinder skal helst ikke. Tag en film som ’Trainspotting’, der også har en hel del klamhed og mange andre værker; tag Brett Easton Ellis, Jacob Skyggebjerg og Bukowski! Men det er mænd? Så er det ikke for meget?

Er det fordi Helen er ligeglad med mandens blik, og kun har blik for sig selv?

Jeg ved det ikke. Det kan også godt være, at det er fordi jeg også skriver krimi, at min grænse for ulækkerhed er en anden.

Filmen og flere af reaktionerne på den (f.eks. her, her og her) satte nogle ting i sammenhæng for mig. For dem der har reageret stærkt og negativt på min bog (en anmelder skrev endda ’Puha’ som første ord i anmeldelsen…!) har alle været mænd.

Og sjovt nok var det faktisk min pointe (eller en af dem).

Helen er som hun er. Og vi kvinder kan faktisk være både klamme, perverse, ubehagelige, lækkende, blødende og alt muligt andet. Og det må vi godt være. Vi er ikke ’daisy-fresh little girls’. Vi er faktisk bare mennesker.

Feuchtgebiete_2

 

1 Comment

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.