Brudepiger – ★★★★★☆

Paul Feig  – Komedie

Er det sjovt, når kvinder er grimme, pinlige, konkurrencesyge, desperate og har tyndskid? Ja, faktisk. Rigtig sjovt.

Annie (Kristen Wiig) har det ikke let. Hendes eks skred, da deres fælles gourmetbageri gik konkurs. Hun er midt i trediverne, dybt forgældet, ofte pinlig, har et dødssygt job, en rådden bil, en idiot af en fuckbuddy (Jon Hamm, der hermed kurerer enhver med Don Draper fantasier, inklusive denne anmelder) og bor sammen med et foruroligende engelsk søskendepar. Men det skal blive meget værre. Bedsteveninden Lillian (Maya Rudolph) skal nemlig giftes. Og Annie skal være Maid Of Honor. Herfra går det kun ned ad bakke.

Hendes modstykke i den højst pudseløjerlige gruppe af brudepiger er nemlig det alt for perfekte overklasseløg Helen, der kandiderer til posten som bedsteveninde på den mest perfide og sukkersøde facon. Annies forsøg på at holde sig ovenpå fejler fuldstændigt, mens den store dag nærmer sig. Hun bliver kørt længere ud på sidesporet med desperationen som fast følgesvend. Selv når en sød, ukompliceret fyr (Chris O’Dowd) falder for hende, fucker hun det op. Noget så læsterligt. Lige indtil livet, i skikkelse af den mandhaftige og bramfri brudepige Megan (Melissa McCarthy) bider hende i røven.

Den amerikanske romantiske komedie har levet et omskifteligt liv, Ofte er den lige så luftig, klæg og forudsigelig som en lagkagebund fra fabrik. Og mindre interesseret i at være sjov end at få den yndigt/kiksede heltinde gift til sidst. Eller bare fornærmende ringe. Gab.

’Brudepiger’ tager både tykt gas på genrekonventionerne, romantik og perfektionisme – og på kvinder, så man skiftevis krummer tæer og klasker på låret. Nogen ’27 Kjoler’ eller ’Sex and the City’ er den ikke, tværtimod. Halleluja for det!

Når ’Brudepiger’ er mere sjov end sørgelig, er det fordi, der er en understrøm af både sandhed og ægthed i figurerne og deres replikker, der langt hen ad vejen er improviseret frem. Båndene mellem kvinderne føles ægte, og intet er pinligt, uden at der er en mening med det. Man griner med figurerne, og ad sig selv.

Det hjælper også, at hovedparten af rollerne er besat med kvinder, der er professionelt sjove (bl.a. fra sketchshowet ’Saturday Night Live’), og ikke dramaskuespillerinder, der kun ind i mellem lykkes med at være sjove.

Instruktøren har primært erfaring fra tv-serier, bl.a. ’Mad Men’, ’The Office’ og ’Weeds’. Filmen er produceret af komediemesteren Judd Apatow (’Knocked-Up’  m.fl.) og er hans hidtil bedst indtjenende film. Forhåbentligt betyder det, at den får en to’er, der kan holde niveauet – og at andre sjove damefilm kan få grønt lys hos Hollywoods jakkesæt, der godt kan hæve sig over målgrupper og stereotype kvindefigurer, når der er penge i lortet. Eller tyndskiden i dette tilfælde.