The Heat – ****

Paul Feig

Nogle gange gør det nyskabende i en film ikke et stort væsen af sig, men er snarere det faktum, at noget nyt eksisterer stille og roligt side om side med helt klassiske greb og klichéer. Og det først går op for en, efter at den sidste credit er rullet forbi.

I politikammeratkomedien ’The Heat’ er eksisterer stille og roligt måske så meget sagt. Actionkomediens greb falder i hak efter tur, ikke klodset, men som dominobrikker, der skyder og bander.

Den regelrette FBI-agent Ashburn (Sandra Bullock) bliver af nød sat sammen med sin totale modsætning Mullins, en grovkornet hidsigprop af en gadebetjent (Melissa McCarthy). Sammen finder de melodien (klip til morsom drukmontage), den skumle bagmand (klip til håndlangere, shoot-outs i lagerbygninger) og redder dagen. Alle andre end publikum tvivler på dem.

Det er klassisk buddy comedy – men de er kvinder. Sjove kvinder. Paul Feig, der instruerede hyleskægge ’Brudepiger’, har klogeligt valgt ikke at gøre det til et problem, men holder sig til genreklichéerne. Og det virker fremragende, lige fra titelsekvensen til rulletekstens hilsen til Sarah Lund (jo, sgu!).

Filmen anerkender selv, at den skamrider alt fra ’48 Timer’, ’The Last Boy Scout’ og ’Dødbringende Våben’, men den dvæler ikke ved det. Og som sagt heller ikke ved, at det er kvinder, der skal klare dagen.

Der er ikke en ’Agent Catwalk’-makeover af McCarthy. Eller af Bullock for den sags skyld. De får lov til at være som de er. Grimme, ekstremt platte og snarrådige, og helt sikre på at kunne stå på egne ben. Der er en pointe i, at de finder et søsterskab, fremfor at de bliver hjerteveninder. Der er ikke en forventning om, at de skal noget andet, fordi de er kvinder. Og det er genialt. Og nyt.

Dialogen er i særklasse, da McCarthy er en suveræn improvisator og mange af replikskifterne er nærmest Shane Black’ske i deres rappe syrlighed. Desværre understreger dialogen derved, hvor stiv Bullocks figur er at folde ud.

Optakten er lidt lang. De gode bifigurer flagrer lidt, men der er perler blandt præstationerne, når folk kan komme til fadet for McCarthys både flænsende og følsomme Mullins. Men det lever jeg gerne med. Kan vi få en toer?